Uffe Ellemann Jensen farin – Anders Fogh skrivar minningarorð

Det er én af Danmarks og Venstres helt store kæmper, som nu er gået bort. Uffe Ellemann-Jensen var en personlighed, som satte sit præg på Europa, på Danmark og sit parti, Venstre.

Som udenrigsminister i over ti år var han en drivende kraft i den forvandling af Europa, som fandt sted efter Sovjetunionens og kommunismens sammenbrud i årene omkring 1989.

I Danmark tog Uffe Ellemann-Jensen mange slagsmål med oppositionen om fodnotepolitikken. Han ville ikke bøje sig for kravet om, at Danmark stillede sig uden for det solidariske fællesskab i NATO. For denne stædighed indkasserede han mange næser fra et flertal i Folketinget. I sit livs efterår kunne han glæde sig over, at et bredt flertal i Folketinget og i befolkningen nu bakker op om Danmarks fulde deltagelse i forsvarssamarbejdet i både EU og NATO.

I tretten år arbejdede jeg som Venstres næstformand tæt og loyalt sammen med Uffe Ellemann-Jensen. Da jeg overtog posten som Venstres formand efter Uffe i 1998, kunne jeg bygge videre på det grundlag, han havde skabt. Og han var en del af triumfen, da Venstre blev det største parti i Folketinget ved valget i 2001.

Uffe Ellemann-Jensen var skarp, fræk og vittig. Det skabte ham mange politiske modstandere, og han skilte vandene. Men samtidig måtte modstanderne respektere hans viden, og i den brede befolkning høstede han sympati og anerkendelse for sin ligefremme facon.

Vi vil savne Uffe.

Æret være hans minde!

Anders Fogh Rasmussen

Fylg og dáma, fyri at vita tað nýggjasta: