Minnir um “saltfisk” ovre ved New Foundland
Som dreng mindes jeg at have overhørt en samtale mellem min far og en maskinmester, og de snakkede om de færøske fiskere, der tog på “saltfisk” ovre ved New Foundland. Jeg glemte aldrig historierne, for det var for mig fuldstændig ubegribeligt, at nogen kunne tjene deres levebrød under så barske forhold.
På billedet ser vi M/F Bordoyarnes, et skib på godt 500 tons, bygget i 1967 på Færøerne. Det var eet af de skibe, der sejlede på saltfisk.
Rejserne var meget langvarige. Det var ikke ualmindeligt, at de var væk 5 måneder ad gangen. På dette lange stræk fik besætningen 2 dage i land, resten af tiden lå de ude på fiskebanken “Flemish Cap” eller oppe ved Labrador.
Bordoyarnes fiskede som de andre saltfiskefartøjer torsk med langline. Hver dag skulle over 30.000 kroge agnes med hånd. Der var ca. en favn mellem hver krog, så det var temmelig meget line, de havde med. Man agnede krogene om dagen, samtidig med at linen blev draget, og om natten sattes linen så ud igen. Sådan foregik det dag efter dag, uge efter uge, måned efter måned.
Der var en besætning på 28 mand på Bordoyarnes. Skipper, to styrmænd, to maskinfolk og en kok og en messedreng. Resten var de såkaldte “dækkere” eller fiskere, som agnede kroge, skar agn, flækkede og saltede torsk og betjente det spil, som halede linen.
Forholdene ombord var temmelig trange for den store besætning. Dækkerne boede på firemandskamre, og i skibets eneste messe kunne der højst klemmes 16 mand ind ad gangen, hvis de satte sig tæt.
Arbejdstiden var lang. Man opdelte dækkerne i tre vagthold af 6 timers varighed hver: Dæksvagt (her betjente man linespillet og “kvejleren”), skurvagt, hvor man agnede krogene og frivagt. Frivagten var dog kun på 5 timer, så var der udpurring og op og starten rutinen forfra. Regner man det hele ud, kom en arbejdsdag op på en 18 timer i gennemsnit.
Det var ekstremt hårdføre mænd, der fiskede på Flemish Cap. Mange her i gruppen kender sikkert til farvandet øst for New Foundland, og det er bestemt ikke et sted for sarte sjæle. Alligevel lå saltfiskerne næsten aldrig underdrejet i dårligt vejr. Skibene var bygget til det og kunne tage de drøje hug, når linen skulle drages i storm og orkan. Så måtte besætningen så være lavet af samme stof…
Hænderne var det, der led mest. Når så mange tusinde favne line skulle trækkes gennem dem hver eneste dag, blev huden simpelthen skrællet af, og blodet kunne pible ud gennem ganske små huller. Færingerne kaldte det “blod på fingrene”, og det var noget, man lavede sjov med. Men det var meget smertefuldt. Alene det at smøre en skive brød efter udpurring kunne være en stor overvindelse, så ondt gjorde det. Når fingrene var stive og ømme, var det bedste middel at tisse på dem. Et godt gammelt husråd.
Hvorfor brugte de ikke handsker? Vandet på Flemish Cap er meget grundt, så linen blev draget med meget høj hastighed. Tog man handsker på, ville man simpelthen ikke kunne følge med at agne. Selv de hurtigste agnere brugte ikke handsker. Det, man ikke kunne nå at agne på sin skurvagt, måtte man agne på sin frivagt. Mangen en ungersvend har stået og agnet hele sin frivagt, indtil han lærte det.
Efter en 3 måneders fiskeri sejlede man ind til New Foundland for at proviantere og laste salt og agn. Besætningen skulle hjælpe med at laste, og havde derudover typisk 2 dage til at shoppe og drikke hjernen ud. Så gik turen tilbage til fiskebankerne, hvor man kunne se frem til endnu 2 måneders slid, indtil turen omsider gik hjem til Færøerne.
Det var lidt af et show, når saltfiskerne sejlede ind i Klaksvik bugt efter en lang rejse. Arbejderne på fiskefabrikkerne smed alt, hvad de havde i hænderne og løb ud for at vinke på kajen. Folk stimlede omkring, når de lagde til kajs. Saltfiskerne følte sig som hjemvendte helte – hvilket de egentlig også var. Så stod den på en 3-ugers ferie, så sejlede de over til Flemish Cap igen. Mange mænd levede det meste af deres liv på de fartøjer.
Morten B. Borup Søfolk
28. januar 2016
About Author
