Mangel på grænser skaber vold.
Vold er produkt af manglende grænser, mangel på konsekvens og mangel på respekt. Denne respekt skal sættes i højsædet allerede i indskolingen.
Volden mod mennesker, der bare passer deres arbejde er på hastig fremmarch. For ikke længe siden fulgte TV 2 i en dokumentar en gruppe bus- og metrokontrollører og p-vagter, og det var ikke småting, de måtte stå model til. At blive overfuset med sprogets værste gloser hørte nærmest til i småtingsafdelingen, mens trusler om vold og desværre også regulær vold skete oftere og oftere.
Det mest skræmmende var imidlertid manglen på respekt over for ansatte, der udfører deres job og sørger for, at tingene fungerer i dagligdagen, skaber tryghed og sørger for, at folk overholder reglerne til fællesskabets bedste. De mange angreb vidnede om, at flere og flere desværre har en helt forkert opfattelse af, hvad et samfund og et fællesskab går ud på – og at respekten for medmennesker hos nogle kan ligge på et meget lille sted.
Men måske bliver de dårlige vaner med respektløshed og aggressivitet grundlagt meget tidligt i livet som følge af manglende opdragelse? I hvert fald viser en undersøgelse i lærernes fagblad ”Folkeskolen”, at 38 procent af lærerne i folkeskolen, der underviser i klasser med fire eller flere såkaldt ”inkluderede” elever, har været udsat for vold inden for det seneste år. I klasser uden de inkluderede elever er tallet ”kun” 17 procent, skriver Berlingske.
Men 17 procent er næsten en femtedel. Hvad er det dog, der sker? Skal lærere virkelig finde sig i den slags arbejdsforhold? Hvad vil det ikke komme til at betyde for fagligheden og den fremtidige rekruttering af lærere? Og hvilken fremtidsmuligheder får elever, som påbegynder en voldelig livsbane allerede i folkeskolen? Tilsyneladende vil ingen rigtig svare på det.
På Blågård Skole på Nørrebro i København må lærere ifølge Arbejdstilsynet jævnligt ”håndtere fysiske konflikter og trusler mellem elever, mange magtanvendelser i indskolingen, udadreagerende adfærd fra elever og grænseoverskridende sprogbrug rettet mod de ansatte”, og der nævnes flere eksempler på denne adfærd. Der skal ikke meget fantasi til at forestille sig, hvordan en lærer har det efter sådan en oplevelse, og heller ikke ingen tvivl om, at det koster samfundet dyrt, hvis lærere langtidssygemeldes eller simpelthen får nok og forlader lærergerningen.
Hos Lærerforeningens formand Anders Bondo Christensen kan medlemmerne ikke hente den store trøst. Han betegner det som en ”ærgerlig udvikling” og kalder det ”en skidt situation for eleven, læreren og klassens øvrige elever”, men den eneste løsning, han anviser er, at der skal bruges endnu flere penge. Det er muligt, men i givet fald skal de bruges på at få de voldelige elementer adskilt fra de fredelige elever, så snart de har optrådt voldeligt første gang. De skal ud i nogle specialtilbud, som er gearet til deres forrykte adfærd.
Måske burde formanden også i en stille stund overveje andre løsninger som f.eks. et holdningsskift, nul tolerance over for vold og mere disciplin. Vold er et produkt af manglende grænser, mangel på konsekvens og mangel på respekt. Denne respekt skal sættes i højsædet allerede i indskolingen – og allerede første gang et barn taler grimt til læreren eller for den sags skyld til kammerater. At lære respekt for andre mennesker bør være en selvfølge. Det kan også forebygge en masse problemer i form af asocial og aggressiv adfærd senere i livet – f.eks. når en buskontrollør gerne vil se en gyldig billet.
Kelda: Pia Kjærsgaard “Facebook”
SáH
About Author
