Lars Løkke Rasmussen tikið seg úr Venstre flokkinum

Med lyst og mod til at møde den ny verden, der står foran os, men naturligvis også iblandet vemod, har jeg her til nytår besluttet at sætte mig selv fri og melde mig ud af Venstre efter 40 års medlemskab.

Der er to skillelinjer i dansk politik. Den gamle, der handler om individ over for stat, privatøkonomi over for kollektivt forbrug, balancen mellem frihed og fællesskab. Og den nye, der drejer sig om balancen mellem nation og omverdenen, vilje til forbedringer op mod trygheden ved at undslå sig forandringer, åbenhed over for lukkethed – skal der bygges broer eller mure til omverdenen?

Derfor appellerede jeg i sidste valgkamp til samarbejde over midten. For at blive frigjort af højrefløjens ultimative krav. Og med et ønske om at frisætte den reformvillige del af den socialdemokratiske bevægelse fra venstrefløjens jerngreb. Så der kunne laves politik med appel til den brede befolkning – i by og land, på kontorer og i produktionshaller, unge og gamle, generationsfæstede og nytilkomne.

Vi skal frigøres af symbolpolitik, professionel politisk kommunikation og ultimative synspunkter – det kan gøre Danmark stærkere, friere, rigere, rimeligere og mere bæredygtigt. Ikke ved at gå reform-amok, men ved konstante justeringer der sikrer, at vi får kvalitet for skattekronerne; at det kan betale sig at arbejde; at vi tager hånd om de svageste og samtidig stiller krav til dem, der kan; at vi er åbne for dem, der kan og vil, men konsekvent siger fra over for dem, der ikke vil; at vi omstiller vores land til en grøn og bæredygtig fremtid uden at ødelægge vores internationale konkurrencekraft; at vi har så meget selvtillid til vores egne evner, at vi tør engagere os fuldt og helt i internationalt samarbejde.

Udlændingepolitikken er ikke længere den definerende forskel i dansk politik. Det er ikke et yderligtgående synspunkt at støtte en fast udlændingepolitik, der går til grænsen af vores internationale forpligtelser – det er mainstream. Så det er tid til at stoppe råberiet og konkurrencen om, hvem der kan udtrykke sig hårdest, til fordel for et ærligt og pragmatisk samarbejde om reelt at løse integrations-udfordringerne.

Verden er ikke sort/hvid, men sendes i farver. De lette løsninger er tit for letkøbte. Der er brug for en politisk samtale, hvor vi taler op og ikke ned til hinanden. Fri af egenrådighed. I en stærk overbevisning om, at forhandlede beslutninger er bedre end dikterede.

I bogen ”Vesten mod Vesten”, skriver Rune Lykkeberg:

“Der er så mange muligheder for at mobilisere borgerne rundt om det politiske centrum, som vi kun lige er begyndt at forstå potentialet i.
Det er […] hævnens og vredens tid. Men det er også meget mere end dét. Når vi ser på alt det, vi kan, og alt det, vi gør, og dem, som bliver hørt, og det, der bliver set, er det åbenlyst, at det også kan blive overgangens og håbets tid.”

Jeg vil gerne være en aktiv stemme i overgangens og håbets tid, men det kræver, at jeg sætter mig selv fri.

Det har ikke været nogen let beslutning, men den er modnedes over tid – og de seneste dage har gjort mig sikker i min sag. Jeg troede ellers det var en engangsforeteelse, at medlemsdemokratiet i Venstre blev kortsluttet af partiets forretningsudvalg.

Jeg er i kraft af mit personlige stemmetal valgt i egen ret og nedlægger derfor ikke mit folketingsmandat.

Godt nytår.

Lars Løkke Rasmussen

Please follow and like us: