Jeg er fascist, og DF hader mennesker
‘Hvor er vi på vej hen?’, spurgte Uffe Elbæk for nyligt i sit nyhedsbrev.
Samtidig beskrev han ‘fællestræk med situationen i 1930ernes Europa,’ og ‘at vi er nødt til at kunne snakke om, at vi er i en situation, hvor det ekstreme bliver det normale. Hvor det, vi havde troet, vi aldrig kunne tolerere, pludseligt er bredt tolereret. Eksempelvis at sende medmennesker ud på en øde ø.’
Han trak tråde til den modbydelige fascisme og lod mellem linjerne forstå, at det var henvendt til personer bag den lovgivning som for eksempel Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti og mig.
I denne uge fulgte Enhedslistens leder, Pernille Skipper, op og skrev bl.a. på sin Facebook-profil: ‘Jeg tvivler efterhånden på, om de (DF, red.) kan lide mennesker overhovedet.’
Er jeg fascist, fordi jeg elsker mit land, vores kultur og værdisæt, og fordi jeg ønsker at passe på det? Hader medlemmerne af Dansk Folkeparti mennesker, fordi de gør det samme?
Mit spørgsmål er helt enkelt: Hvad i alverden bilder de sig egentlig ind, og hvordan pokker kan de finde på at sige og skrive den slags ting, den yderste venstrefløj, som konstant og hele tiden efterlyser en pæn og ordentlig tone?
Den pæne venstrefløj, som konstant forsøger at tage patent på pænheden i dansk politik og dermed også retten til at pege fingre af borgerlige mennesker. De er jo trods alt repræsentanter for godheden…
Jeg tør næsten ikke tænke tanken til ende om, hvad der var sket, hvis en borgerlig leder havde sagt noget, der bare mindede om disse udsagn. Hvis en borgerlig leder havde skudt en venstrefløjspolitiker i skoene, at vedkommende i virkeligheden forsvarede og ønskede sig tilbage til Stalins drab på og undertrykkelse af millioner af mennesker.
Den samlede venstrefløj havde naturligvis samlet sig og udskammet vedkommende – og med god grund.
Uffe Elbæk spurgte retorisk i sit nyhedsbrev om, hvor vi mon er på vej hen. Jeg tillader mig at gøre det samme, for vi skal snart til valg. Jeg er bekymret for, hvad den kommende valgkamp bringer.
Hvis venstrefløjens ledere kan få sig selv til at sige og skrive den slags, som både Uffe Elbæk og Pernille Skipper har gjort på det seneste… Er vi så ikke der, hvor vi med Uffe Elbæks egne ord – men med modsat fortegn – ‘er nødt til at kunne snakke om, at vi er i en situation, hvor det ekstreme bliver det normale. Hvor det, vi havde troet, vi aldrig kunne tolerere, pludseligt er bredt tolereret?’
Hvordan i alverden skal danskerne kunne have respekt for os som politikere og have tillid til et velfungerede folkestyre, hvis det er sådan, vi taler til hinanden? Skylder vi ikke hinanden at diskutere vores politiske uenigheder og forskelle på en ordentlig måde? Det mener jeg, vi gør.
Inger Støjberg (28012019 Facebook)
About Author
