Jeg blev sendt i Rigsretten

I dag er jeg blevet sendt i Rigsretten af et stort flertal af Folketingets medlemmer. Det er jeg blevet på bagrund af barnebrudssagen, hvor jeg i 2016 greb ind for at beskytte barnebrude mod deres ældre mænd.

Det er en underlig oplevelse at blive sendt i Rigsretten samtidig med, at Socialdemokratiet, Venstre og det Konservative Folkeparti har skrevet ind i anklagen, at jeg gjorde det ”politisk rigtige”. Det klinger ærligt talt hult! Efter min opfattelse sender man ikke nogen i retten for at have gjort det rigtige. Jeg synes tværtimod, det vidner om manglende rygrad.

Jeg står ved, at jeg gjorde alt, hvad der var muligt inden for lovens rammer for at beskytte pigerne – men som jeg også har sagt mange gange, beordrede jeg ikke nogen til at gøre noget ulovligt.

En ting er sikker: Man dør ikke af at komme i rigsretten! Til gengæld ville jeg have svært ved at se mig selv i spejlet, hvis jeg havde vendt det blinde øje til dengang.

I Danmark står vi midt i en værdikamp. Den handler om, hvad vi vil lægge dansk jord til. Om det er vores værdier eller Mellemøstens værdier, der skal gælde i vores land.

Den kamp må vi aldrig opgive. Heller ikke selv om man kan slå sig, når man står fast. Vi svigter, hvis vi bøjer os! ♥️🇩🇰

Inger Støjberg

Please follow and like us: