Arktisk Festival i hjertet af København

Der venter unikke oplevelser fra de nordligste egne, når Arktisk Festival for 4. gang folder sig ud i weekenden 5. til 6. november. Det righoldige program rummer noget for alle – uanset alder og interesse.
Oplev professor og iskernekurator Jørgen Peder Steffensen oversætte Indlandsisens sprog. Hør CEO hos SEV, Hákun Djurhuus fortælle om Færøernes grønne omstilling. Få mere at vide om sikkerheden i Arktis, forstå hvad Inuit-tatoveringer betyder og overvær en live-tatovering.

Besøg Færøernes Repræsentation og se færøsk design og strik, snus til Polarbiblioteket i Arktisk Hus, få 20 minutters undervisning i grønlandsk, og besøg Islands Ambassade, hvor der også er foredrag.

Få inspiration til nye rejser, mød arbejdende kunstnere, shop husflid, kold færøsk gin og varme grønlandske sælskindsluffer til vinteren og meget mere. Udenfor på pladsen kan man lørdag (kl.11-13) møde islandske heste, og søndag (kl. 10-16) er det hunde fra Grønland, der er på besøg.

Liv på Grønlandske Handels Plads.
På Arktisk Festival kan man blive opdateret på aktuelle geopolitiske problemstillinger, klimaets forandring og samspillet i Rigsfællesskabet og mellem nationerne i arktiske område.

Hele området vil summe af liv. Sulten og tørsten kan stilles i Nordatlantens Brygges cafe, hvor man bl.a. kan købe islandske vafler og røget laks, og naturligvis øl og vand fra landene. For børnene er der skattejagt i huset.

Nordatlantens Brygge
Festivalen finder sted d 5. og 6. november midt i København på Kongelige Grønlandske Handels Plads (lige over Inderhavnsbroen), der gennem godt 200 år har været centrum for Danmarks relationer til Nordatlanten. I dag lever det arktiske miljø i bedste velgående og udfolder sig i de gamle historiske pakhuse, som i dag hedder Nordatlantens Brygge og Det Arktiske Hus.

Fakta
Hvornår: lørdag 5.november – søndag 6. november
Hvor: Nordatlantens Brygge, Islands Ambassade og Det Arktiske Hus
Strandgade 91, 1401 København K
Hvem: Arktisk Festival er arrangeret af Nordatlantens Brygge og Det Grønlandske Selskab sammen med rejsebureauet Arctic Friend, Det Arktiske Hus, Færøernes Repræsentation, Grønlands Repræsentation og Islands Ambassade. Derudover deltager et bredt udsnit af organisationer med fokus på Arktis.
Pris Der er gratis adgang til festivalen
Se mere http://arktiskfestival.dk/

Fylg og dáma, fyri at vita tað nýggjasta: